20 års erfaring
Behandling af angst med kognitiv adfærdsterapi
Kognitiv terapi blev oprindeligt udviklet i 1960’erne af psykiater Aaron T. Beck som en metode til behandling af depression. Senere er den blevet videreudviklet og udbygget med adfærdsterapeutiske metoder og har i dag stærk evidens ved en bred vifte af psykiske lidelser – særligt angst.
Alle bliver bange, det er en naturlig og nødvendig del af det at være menneske – man kommer i klinikken når angsten bliver overdreven, styrende eller hæmmende i hverdagen. Kognitiv adfærdsterapi (KAT) er en af de mest veldokumenterede metoder til behandling af angst. Terapien bygger på den forståelse, at tanker, følelser og handlinger hænger tæt sammen, og at angst kan opretholdes af bestemte mønstre – også selv om man godt ved at det, man frygter, ikke er så farligt. Vi vil i terapien arbejde struktureret med at udfordre den indlærte angst. Det kræver en indsats fra dig som klient, men hele pointen er, at terapeuten er trænet i at tilrettelægge det, så man ser sine fremskridt og det ikke bliver for overvældende.
Angst bearbejdes effektivt ved at skabe nye erfaringer i hverdagen, men ofte bærer vi også på særlige erfaringer fra vores liv, som er med til at fastholde den. Derfor kan det også være hjælpsomt i terapien at se på og arbejde med de grundlæggende antagelser om livet og sig selv og andre, der ligger under angsten. Det kan være svært men også meget meningsfuldt arbejde.
Der er kognitiv adfærdsterapi udviklet specialiserede behandlingsstrategier til alle angstdiagnoserne, nedenfor har jeg skrevet lidt om OCD og fobier.
OCD – Når tvangstanker og ritualer tager over
OCD (Obessive Compulsive Disorder) er en angstlidelse, hvor personen plages af påtrængende tanker (obsessions/tvangstanker) og føler sig tvunget til at udføre bestemte handlinger (compulsions/tvangshandlinger) for at undgå det farlige og reducere ubehaget. Det kan fx være gentagen håndvask for at undgå bakterier, at tjekke hos andre at man ikke har gjort noget moralsk forkert eller behov for ekstrem symmetri.
I kognitiv adfærdsterapi lærer man at forstå og bryde den onde cirkel mellem angst og tvang. Gennem eksponering og responsprævention (ERP) lærer man gradvist at give slip på ritualerne og opdage, at angsten aftager af sig selv. Til tider slipper man helt ud af sin ocd, men oftest beskriver folk, at de skal være opmærksomme på, at ocd’en ikke blusser op i omfang igen.
Fobi – Når frygten bliver urealistisk og begrænsende
Når man ved hvor meget ubehag og rædsel en fobi kan medføre, så er det tankevækkende hvor hurtigt og effektivt, det kan være at behandle. Fobier er intense og ofte irrationelle angstreaktioner over for bestemte situationer, dyr eller objekter – fx edderkopper, hunde, fugle, højder eller nåle. Den stærke frygt forhindrer personen i at overvinde angsten på egen hånd og medfører begrænsninger i hverdagen og dårlige oplevelser.
Kognitiv adfærdsterapi er særligt effektiv til behandling af fobier. Det kan gå ganske hurtigt. Gennem gradvis eksponering og bearbejdning af frygtprægede tanker får man erfaring med, at det frygtede ikke er farligt – og at man kan håndtere angsten uden at undgå eller trække sig.
Overvejer du at gå i terapi?
Klik videre på siden for at vide mere eller kontakt mig ved behov