20 års erfaring
Traumer & PTSD
PTSD (Posttraumatic Stress Disorder) er en psykisk lidelse, der kan udvikle sig efter, at en person har været udsat for eller vidne til en meget voldsom, livstruende eller rædselsvækkende oplevelse. Det kan være f.eks. krig, ulykker, overgreb eller andre ekstreme situationer, hvor man har følt stærk frygt, hjælpeløshed eller rædsel.
Typiske symptomer på PTSD inkluderer genoplevelser af traumet (flashbacks, mareridt), undgåelse af situationer, personer eller steder, der minder om oplevelsen, samt vedvarende negative ændringer i humør og tankemønstre. Mange oplever også øget opmærksomhed på trusler, lettilgængelighed, søvnproblemer og angst.
Forskelle på PTSD og traumer
Et traume er et bredere begreb og henviser til en meget stressende eller skadelig oplevelse, som kan ramme alle – både børn og voksne. Traumer kan give varige følelsesmæssige og psykiske udfordringer, men ikke alle, der oplever et traume, udvikler PTSD. PTSD er en specifik, diagnostiserbar reaktion, hvor symptomerne er vedvarende og ofte invaliderende, og hvor der er klare kriterier for, hvornår man taler om en posttraumatisk belastningsreaktion. Kort sagt: Man kan have oplevet et traume uden at have PTSD, men man kan ikke have PTSD uden at have oplevet et traume.
I terapien kan det ofte være en del af behandlingen at bearbejde de traumatiske oplevelser, som man oplever ligger til grund for f.eks. angst eller lavt selvværd.
PTSD
De mest almindelige symptomer på PTSD inkluderer:
Genoplevelser (flashbacks og mareridt): Man oplever ofte, at traumet vender tilbage som påtrængende minder, mareridt eller flashbacks, hvor man føler sig tilbage i den traumatiske situation.
Undgåelse: Man undgår aktivt steder, mennesker eller situationer, der minder om traumet, og kan have svært ved at tale om oplevelsen.
Negativt tankemønster og humør: Der kan opstå vedvarende negative tanker om sig selv eller verden, skyldfølelse, skam, ligegyldighed, og tab af interesse for tidligere glæder.
Øget alarmberedskab og irritabilitet: Man er ofte på vagt, let forskrækket, irritabel, vred eller aggressiv, og kan have svært ved at koncentrere sig eller huske ting.
Søvnproblemer: Søvnbesvær og mareridt er hyppige, hvilket kan føre til udmattelse og nedsat livskvalitet.
Fysiske symptomer: Nogle oplever muskelsmerter, hovedpine, mavesmerter eller hjertebanken som en del af stressreaktionen.
Disse symptomer kan påvirke dig på mange måder i dagligdagen. De kan gøre det svært at fungere på arbejde, i sociale sammenhænge og i familien. Man kan opleve, at livet føles mere usikkert, at man mister glæden ved sædvanlige aktiviteter, og at relationer bliver anstrengte. PTSD kan også give øget risiko for depression, angst og selvmedicinering med alkohol eller stoffer. Den konstante stressrespons kan yderligere påvirke både mentalt og fysisk, hvilket gør det vigtigt at søge professionel hjælp, hvis symptomerne er vedvarende eller invaliderende.
Én måde at forstå traumer er diagnosen PTSD. Jeg har selv arbejdet i Team for PTSD i Region Hovedstaden. PTSD – eller Post Traumatisk Stress Syndrom – prøver at beskrive den tilstand, vi kan ende i, efter at have oplevet én eller flere truende og overvældende episoder, så man efterfølgende spontant genoplever dele af episoden og generelt er permanent meget stressbar. Det er meget indskrænkende for ens liv. Jeg er trænet i flere af de anerkendte behandlingsmetoder, men er endt med i klinikken at bruge EMDR, som både anbefales af WHO og i de danske kliniske retningslinier (se mere her).
Kompleks PTSD (C-PTSD)
Kompleks PTSD (C-PTSD)
Kompleks PTSD er en diagnose tilhørende diagnosesystemet ICD-11, som endnu ikke formelt er taget i brug i Danmark (vi bruger stadig ICD-10). Der er imidlertid stor interesse for diagnosen, ikke mindst fra folk, der oplever den beskriver deres problemer godt.
For at få diagnosen C-PTSD skal man leve op til diagnosen PTSD. Kompleks PTSD er en mere omfattende form for posttraumatisk stresslidelse, der typisk udvikles efter langvarig eller gentagen eksponering for ekstremt stressende eller livstruende situationer – f.eks. vedvarende vold i hjemmet, seksuelt misbrug, tortur eller omsorgssvigt i barndommen. Mens almindelig PTSD ofte skyldes en eller flere enkeltstående begivenhed, opstår kompleks PTSD ofte i kontekster, hvor flugt eller modstand var umulig.
Kendetegn ved kompleks PTSD:
Svære følelsesmæssige udfordringer: Intense humørsvingninger, vanskeligheder med at regulere vrede eller angst, og perioder med følelsesmæssig afstumpning (dissociation).
Negativt selvbillede: Vedvarende følelser af uværdighed, dyb skam eller skyld, ofte knyttet til traumet.
Relationelle problemer: Vanskeligheder med at opbygge tillid, frygt for forladthed eller udfordringer med at håndtere intimitet.
Kompleks PTSD kræver ofte en længere og mere specialiseret behandling, der tager højde for de komplekse sociale og emotionelle mønstre, der er opstået gennem årevis.
Der er store overlap mellem diagnoserne kompleks PTSD og personlighedsforstyrrelse. Kompleks PTSD og borderline personlighedsforstyrrelse deler flere træk, særligt når det kommer til udfordringer med følelsesmæssig ustabilitet, lavt selvværd og vanskeligheder i relationer. Begge tilstande kan ofte spores tilbage til traumatiske oplevelser i barndommen. Derfor er forskellen mellem de to diagnoser ikke altid tydelig, og der findes fortsat en international faglig diskussion om, hvorledes de skal skelnes fra hinanden. Forskningen arbejder fortsat med at belyse de præcise forskelle mellem de to lidelser.
Overvejer du at gå i terapi?
Klik videre på siden for at vide mere eller kontakt mig ved behov.